Træernes vækst afhænger af voksestedets temperatur- og fugtighedsforhold, som bestemmes af solens indstråling, nedbør, vind og fordampning.
Temperaturen i jordbunden og i de nederste luftlag er vigtig. De fleste plantearter her i landet vokser hurtigst ved 25-30 grader, og ved en minimumstemperatur, der varierer fra art til art, standser væksten, her i landet typisk ved nogle få plusgrader.
Vendsyssel og specielt områderne tæt ved vestkysten sætter visse begrænsninger for trævalg og træers trivsel. Ofte er træer, f.eks. bøg og valnød, i Nord- og Vestjylland 20% lavere end i Sydøstdanmark, men for ahorn og ask er der ikke stor forskel.
Man kan i lukkede haver med gode læforhold se, at træer, som normalt ikke anbefales plantet i Vendsyssel, godt kan gro her på egnen, fordi læet her medfører højere temperatur og luftfugtighed end i omgivelserne i øvrigt. Det viser, at vi kan forbedre mikroklimaet på voksestedet ved f.eks. at etablere læ. Man skal være opmærksom på, at kombinationen af nedbør og jordtype kan kræve, at nyplantninger må vandes i tørre perioder, mens omvendt store regnmængder kan drukne træer på vandlidende jorder. Frost i længere perioder kan skade træer, især stedsegrønne og nåletræer. Andre vinterskader kan være skadede grene og topskud som følge af snetryk.
Vi kan ikke ændre det danske klima på afgørende vis. Jordbunden kan vi nemmere ændre ved f.eks. vanding, dræning, jordbearbejdning, gødskning og kalkning.
Hvor god jordbunden er som vækstmedium afhænger som sagt af variationer i klima og jordbundens beskaffenhed fra sted til sted. Træerne optager under væksten store mængder vand fra porer og hulrum i den fugtige jord omkring rodsystemet. Det er ofte mængden af tilgængeligt vand, der bestemmer væksten. Jo større nedbør og nedsivning til rødderne er og jo mindre gennemsivning der sker, jo bedre vokser et træ. Sammen med vandet optager træet opløste salte, der indeholder en række grundstoffer, der er nødvendige for væksten. Muldlaget, som i tidens løb har udviklet sig, er en blanding af organisk stof (humus) grus, ler og sand. Det udgør planternes rodzone og er sædvanligvis 25-50 cm tykt, måske op til en meter tykt. Materialerne blandes i det øverste jordlag ved regnorme, bakterieaktivitet og jordbearbejdning.
Det er forskellige træarter der trives i sandjord og i lerjord.
Sand er de fleste steder den mest fremtrædende del af jordbunden. Sandet bidrager til at gøre jorden porøs, letter nedsivning af vand og modvirker at jorden bliver vandmættet, så rødderne ikke får tilstrækkeligt ilt. Sandjord har dog lille vandholdende evne og lavt næringsindhold. Udvalget af egnede træer er derfor ikke særligt stor. Et plus ved sandjord er, at den er let at arbejde med, og at den tidligt bliver klar til plantning om foråret. Den kan forbedres ved tilførsel af organisk og/eller uorganisk gødning.
Ler består af finere partikler end sandskorn. Lermineralerne gør leret plastisk i gennemvåd tilstand, og får det til at skrumpe ind, hærdne og slå revner ved udtørring. Lerjord er i stand til at fastholde betydelige vandmængder. Det bevirker, at en ret ringe brøkdel af årsnedbøren vil sive igennem rodzonen og komme uden for trærøddernes rækkevidde. Faren for tørkeskader er altså mindre på ler- end på sandjorder. Desuden er lerjord næringsrig, og her kan de fleste af vores almindelige træer trives. Lerjord er krævende med hensyn til bearbejdning. Bearbejdningen kan lettes ved tilførsel af grus/sand og organisk materiale ved nyplantning.
