Museumshavens historie

 

Museumshaven set fra syd

Haven ved Vendsyssel Historiske Museum blev i 2022 for en 5-årig periode udpeget som Betydningsfuld Haven af By&Land Danmark, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

Landsforeningen har indtil videre udpeget 15 haver, som måske ikke helt har, hvad en fredning kræver; men som ikke desto mindre er bevaringsværdige.

Haverne er forskellige, men kan rubriceres i forskellige kategorier. Museumshaven i Hjørring er rubriceret således:

Kategori: 4, museumshaver

Adresse: Vendsyssel Historiske Museum, Museumsgade 3, 9800 Hjørring

Landskabsarkitekt: C. Th. Sørensen

Årstal for anlæg: Oprindeligt ca.1820, reguleret ved museets udvidelser i 1929 og igen i 1942.

Ejer: Vendsyssel Historiske Museum

Det samlede areal med museumsbygninger og -haver udgør 6403 m2, deraf urtehave ca. 500 m2.

Tilgængelighed: Haven er offentligt tilgængeligt året rundt efter betaling af entre eller efter aftale.

 

Nedenstående tekst er en artikel fra bladet “by&land” nr. 127, juni 2020:

 

Haver ved Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring

Af Esther Mortensen, cand.hort., landskabsarkitekt mdl

 

Betydningsfulde haver findes i hele landet. Selvom de ikke opfylder de skrappe betingelser  for fredning, kan de være kulturhistorisk og arkitektonisk betydningsfulde og vigtige at bevare. I Hjørring er Museumshaverne et eksempel på det, som Landsforeningen kalder “betydningsfulde haver”. Sådanne haver ønsker Have- og Landskabsudvalget registreret i Landsforeningens regi.

Det er i den centrale del af Hjørring by, at Museumshaverne ligger – i et område præget af tidligere institutionsbygninger som skoler, bibliotek, museum og embedsboliger. Museet består af en unik samling af gamle fredede og bevaringsværdige bygninger fra forskellige perioder, i forskellig stil og med hver deres historie. Inden for og mellem bygninger og hvidkalkede havemure ligger museumshaverne.

Landskabsarkitekt C. Th. Sørensens haveplan fra 1941.

Den første museumshave blev anlagt i 1929 efter at byrådet i 1928 havde godkendt en plan fra museets leder tandlæge Holger Friis om at sammenlægge to grunde og skabe et stort, offentligt tilgængeligt haveanlæg, hvor et bindingsværkshus fra Sindal gl. præstegård kunne genopføres i haven som en central del. Området rummede allerede mange store træer, og det kunne blive ”en art botanisk have med gamle urter og planter”.

Holger Friis og Hjørring-arkitekten Jens Jacobsen tegnede en overordnet plan for haven, og museets første urtehave blev anlagt i 1930 efter tegning og planteplan af kommunegartner Nielsen og apoteker Aksel Nielsen Egestad.

I 1941 engageredes landskabsarkitekt C. Th. Sørensen til at tegne en ny samlet haveplan, herunder urtehaven. Det skete i forbindelse med museets tilkøb af provstegårdens bygninger og have.

Haverne kan fra nord mod syd karakteriseres som

  1. ”Gårdsplads med landsbymiljø” ved provstegårdens bygninger,
  2. ”Haveidyl” mellem Museumsgade 5, udhuse og Sindal gl. præstegård
  3. ”Urtehaven” syd for huset fra Sindal gamle præstegård
  4. ”Skolegården” ved de to gamle skolebygninger Skolegade 8 og Museumsgade 1
  5. Den tidligere provstegårdshave, der strækker sig fra provstegården i nord til Skolegade i syd.

Provstegården set fra øst mod avlsbygningerne. Vandposten var oprindeligt mere centralt i gårdanlægget, nu i en rekonstruktion placeret tættere på hovedhuset. Foto: 1917 og 2020.

Ad 1) Gårdspladsen ved provstegårdens bygninger er grusbelagt med brostensbånd som ganglinier. Langs provstegårdens sydfacade står en række knap 200 år gamle, stynede lindetræer. Tilsvarende ses tre stynede lindetræer ved østgavlen mod Akseltorv.
I 1944 blev der på gårdspladsen ud for laden opført en beskyttelsesbunker, men da den blev fjernet i 1992 genvandt gårdspladsen den åbne forbindelse til resten af haven.

Provstegårdens gårdsplads. Foto: 1917 og 2020.

Det idylliske haverum.

Ad 2) Vest for Museumsgade 5 ligger et idyllisk haverum med bø-gehække, kampestensdige, træer og varieret buskbeplantning omkranset af bygninger og en havemur mod Museumsgade.

Ad 3) Syd for bygningen fra Sindal præstegård ligger urtehaven i et klart defineret haverum afgrænset mod øst og nord af bygnin-ger, mod vest af den gamle provstegårds havemur og mod syd af en havemur opført vinkelret herpå hen mod Museumsgade.

C. Th. Sørensen har tegnet urtehaven efter inspiration fra bogen Horticultura Danica fra 1647, hvori urtegårdsmand Hans Raszmussøn Block gengav træsnit af renæssancemønstre til bede. C Th. Sørensen oversatte et af disse mønstre direkte til dette kvadratiske haverum og indrammede bedene med lave buksbomhække. Bedene inden for buksbomhækkene var opdelt i talrige små nummererede felter.

I en planteliste fra 1942 til haveplanen dateret 1941 opregnes planterne i ”Buxbommønsteret” til i alt 122 forskellige urter, som hovedsageligt er anvendt i munkenes lægekunst og i folkemedicinen, men også planter brugt i madlavning, som krydderurter, nydelsesmidler, til farvning med videre. Desuden nævnes 4 felter med ”gamle roser”, muligvis sorter af historiske roser, som allerede fandtes i museets have.

Museets urtehave er oprindeligt anlagt i 1930. Den er i sin nuværende form fra 1941 et centralt element i den store museumshave. Foto: 1984 og 2019.

Uanset at bedene kan rumme en mangfoldighed af urter og stauder, har buksbomhækkene året rundt samlet haven og tegnet det dekorative og klart opfattelige mønster i haven.

I 2012 konstateredes det imidlertid, at en stor del af urtehavens buksbomhække var angrebet af buksbomkvistdød. I museets blad VHMnyt nr. 35, september 2015 har museet beskrevet, at buksbomhækkene i urtehaven var så miserable, og museet så sig nødsaget til helt at fjerne hækkene og erstatte dem med brostensbånd i samme mønster. Herefter fremstår haveplanen intakt, men urtehavens æstetiske kvalitet blev svækket.

Museet skriver dog, at når det bliver muligt at plante nye resistente sorter af egnede buksbomplanter, vil brostenene blive fjernet og hække genplantet i det oprindelige mønster. Ved genplantningen vil urtehaven kunne genvinde sin autencitet og værdi.

I museumshavens store græsplæne er der gen-nem tiden genopført flere stenbyggede oldtids-grave. Disse, sammen med talrige kværnsten, møllesten og andre tilvirkede sten fra fortiden, er et en vigtig del af museets formidling af histo-rien. Bygningen i baggrunden er byens Realsko-len fra 1873 og foran den ses skolegårdens store lindetræ plantet 1872. Foto: 2019.

Ad 4) Fra urtehaven kommer man via en åbning i havemuren mod syd til den gamle skolegård med et fritstående lindetræ plantet 1872.

Pladsen nærmest bygningerne er grusbelagt med brostens-bånd, og grusbelægningen fort-sætter i en bred gangsti mod vest og nord gennem den gamle provstegårdshave. Skolegården går over i provstegårdshavens store græsflade med fritstående træer. Mange store elmetræer er blevet fældet på grund af elmesygen, og til erstatning er der plantet kastanje- og linde-træer. Fra havens sydlige del har man et uhindret kig helt op til den gamle provstegård. Haven skærmes mod Skolegade af fire høje 200 år gamle lindetræer.

Ad 5) I provstegårdshavens sydvestlige hjørne blev der i forbindelse med den nye haveplan fra 1941 anlagt et rektangulært vandbassin med vandplanter og salamandre, et bassin som i særlig grad har tiltrukket kvarterets børn. Bassinet er mod syd og vest omkranset af stedsegrøn buskbeplantning, og langs de to andre sider forløber gangstien. Umiddelbart nord for bassinet hvor havemuren ”knækker”, står en samling høje 200 år gamle lindetræer, som kan tænkes at være blevet plantet som et lindelysthus for provstefamilien.

Herfra fortsætter gangstien mod nord mellem muren i vestskellet og en trærække i kanten af græsplænen. Rummet afgrænses til begge sider af hvide havemure. Den store græsplæne bruges om sommeren til arrangementer i telte, og mange børn har fået en god ferieoplevelse med metaldetektor (og garanti for fund) i græsplænen.

Overgangen til gårdspladsen ved provstegården markeres af en tværgående regnvandsgrøft, hvor man passerer mellem to bjergede skibskanoner.

Turen gennem de forskellige haverum skifter mellem åbne kig og lukkede intime rum, og brostensbåndene slynger sig mellem og langs med bygninger og havemure og giver til stadighed nye oplevelser. De hvide havemure afdækket med røde teglsten følger terrænets hældninger og afgrænser og opdeler haverne på en fin måde. Overalt langs havegangene er udstillet museets store samling af kværnsten, møllesten og andre historiske granitsten tillige med flere genopførte stenbyggede oldtidsgrave i græsplænen.

Provstegårdshaven strækker sig langs de øvrige haverum. Provstens lindelysthus, ved den kunstige dam med vandplanter og salamandre, findes i havens sydligste ende. Foto: 2020.
Museumshaven havde oprindeligt mange store elmetræer, der desværre måtte bukke under for elmesygen i 1980 og 90-erne. Til erstatning er der nu plantet kastanje- og lindetræer. Foto: 2019.

Litteratur, arkivalier, research:
Lulu Salto Stephensen: Danmarks Havekunst II, Arkitektens Forlag. Omtale side 355.

HAVEN nr. 8, august 2001, Marian Haugaard Steffensen: “Historiske hække i nutidens have”

Vendsyssel Historiske Museums Arkiv

Tak til Niels Bendsen og Mogens Thøgersen for hjælp til artiklen, fremskaffelse af arkivalier og fotos samt nyfotografering

Foto:
Sort/hvide billeder (Historiske Arkiv, VHM), Farve billeder (FBL-Hjørring), Luftfoto (Luftfoto Danmark APS, Historisk Arkiv, VHM)

 Retur