Penge vokser i den grad på træerne
Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter og Henrik Hoffmann, formand for Danske Anlægsgartnere slår et slag for træerne.
Debatindlæg i Berlingske 16. juli 2016: Penge vokser i den grad på træerne!
Vi støder desværre ofte på bygherrer og økonomisk pressede kommuner, der stadig ser træer som et påklistret bygningselement, der sagtens kan udelades for at spare penge eller til fordel for mere praktiske hensyn, såsom parkering. Det er synd, for træer er løsningen på mange problemer.
Hvis du havde en maskine, som kunne sænke byboernes blodtryk, rense luften, skabe mere handel i de lokale butikker, forsinke skybruddenes vandmasser, sænke temperaturen i sommerheden, dæmpe kriminaliteten og hæve ejendomspriserne – så ville du nok ikke sige: »Det er da en smuk maskine, men den er en lille smule besværlig, lad os hellere lave to parkeringsbåse.«
Men sådan en maskine har du faktisk. Den hedder et træ.
I vores virke rundt om i landet støder vi desværre alligevel ofte på bygherrer og økonomisk pressede kommuner, der stadig ser træer som et påklistret bygningselement, der sagtens kan udelades for at spare penge eller til fordel for mere praktiske hensyn, såsom parkering.
Og det er synd, for netop træet udgør en løsning på de ellers modsatrettede udfordringer, som de store byer og landets mindre købstæder står over for i disse år.
De store byer bliver mere sammenstuvet i takt med, at folk flytter til, og de mindre byer kæmper med butiksdød og fraflytning. Men selvom flere mennesker og færre mennesker i en by skaber forskellige problemer, kan mange af de negative effekter afbødes med samme taktik: Flere træer.
Det siger vi ikke, fordi vi går rundt i bare tæer og krammer træer hele dagen. Det siger vi, fordi både forskningen, vores faglige erfaring og ganske almindelig, sund fornuft siger det.
Vi mennesker er skabt til at leve i naturen. Alligevel bor de fleste af os i dag i en by. Og jo tættere byen bliver, jo sværere bliver den at leve i. Den bliver varmere, kloakkerne kommer under pres, luftkvaliteten falder, og stressniveauet stiger. Derfor klynger byboerne sig til byens små, grønne åndehuller. Så meget at ejendomspriserne stiger voldsomt, jo nærmere du kommer på et grønt område.
Det har de for længst indset på Frederiksberg. Kommunen har en politisk målsætning om, at alle borgere skal kunne se et træ fra deres vindue, og et forbud om at fælde eller beskære træer, som er over 25 år gamle. De har også landets højeste m2-priser. Og stadsgartner Karsten Klintø påpeger, at det hænger sammen med en af kommunens andre rekorder, nemlig i flest vejtræer pr. løbende meter gade.
Også Århus og København har fået øjnene op for træerne. København er dette forår sprunget ud med en ny træpolitik, og i Århus var det Festugen, som for alvor åbnede både politikernes og borgernes øjne for træernes glæder. Her blev der under Festugen 2010 etableret en lille byskov med kuperet terræn på Store Torv, og aldrig har så mange mennesker opholdt sig så længe på torvet. Det var ganske enkelt det byrum, som ingen anede, at de inderligt manglede. På baggrund af denne succes lægger kommunen i disse dage sidste hånd på et langt grønnere Bispetorv.
Der er endnu ikke lavet undersøgelser af effekten på det lokale erhvervsliv ved Bispetorv, men man kan jo bare tage en snak med Thomas Jensen, som ejer Café Hack på Bispetorv. Han er nemlig ikke i tvivl. »Det tiltrækker jo både unge og gamle, og folk opholder sig længere. Så jeg vil til enhver tid vælge at have sådan et grønt område med træer her midt i byen fremfor de parkeringspladser, som var der før.«
Netop denne pointe er værd at tage med ud i landdistrikterne og væk fra de store byer. Her er udviklingen en anden, men vi vil vove at påstå, at løsningen er den samme.
Langt de fleste torve i landets købstæder er præget af store flader af brosten og parkering. Tanken har været, at de handlende hurtigt skal hen til butikkerne. Men i dag foregår de hurtige hverdagsindkøb ikke i midtbyen. De sker over nettet eller i et megasupermarked i udkanten af byen. Og så begynder byens infrastruktur at modarbejde det lokale erhvervsliv. For mens de centrale parkeringspladser og de åbne torve sikrer en hurtig trafik ind i byen, sikrer de også, at folk kommer hurtigt ud af byen igen. For hvem gider gå omkring i den bagende sol og se på parkerede biler og ting, de kan købe billigere på nettet?
Men hvis man etablerer en lund med træer og opholdspladser, bliver mennesker hængende. Så sætter vi os og hviler benene i træernes skygge… og aftaler at købe en is. Eller mangler pludselig en god bog. Så kommer der liv i byen.
Denne effekt kan også ses på Nørrebrogade i København, hvor kommunen har målt 15 pct. flere ophold i gadebilledet, siden der blev lukket for biltrafik og etableret træer og bænke ved alle sidegader. Og jo længere vi opholder os i byrummet, jo mere stiger forbruget også i de omkringliggende butikker.
Vi vil gerne slå fast, at vi ikke har skumle planer om at få bilerne ud af byen. Vi vil bare have træerne ind i byen. Og det vil borgerne faktisk også. Spørger man folk direkte – som Friluftsrådet gjorde i 2014 – mener 93 pct., at grønne områder i sig selv har betydning for deres humør og helbred.
Der er altså stemmer i træerne. Dermed kan byråd og lokaludvalg roligt stille krav om flere træer til de bygherrer, som skaber vores byrum. For hvis ikke vores lokalpolitikere stiller krav til bygherrerne, får vi det samme, som vi altid har fået.
Det ser vi desværre rigtigt tit i forbindelse med nybyggeri. Her får entreprenørens behov for at minimere omkostningerne ofte prioritet. Kranens svingradius må ikke blive forstyrret i de par måneder byggeriet pågår. Men det sker på bekostning af 100-150 år gamle træer. Det er uhyre kortsigtet og et stort værditab for stedet.
Vi er klar over, at hvis man med skyklapper stirrer på indeværende budgetår, vil det altid være en udgift at bevare eller plante et træ. Men hvis man ser træet som en investering i både by og mennesker, kommer pengene ind igen. Mange, mange gange igen. Det er bare i andre regnskaber.
Det har man for længst indset ude i verden. Bl.a. i Barcelona, hvor man siden 1993 har krævet, at ethvert træ, der bliver fældet, skal erstattes af et nyt i samme størrelse. Og ikke mindst arbejder man med begrebet »grøn infrastruktur«. De ser på træer, som de ser på traditionel infrastruktur såsom veje og el-net.
Red. / Debatindlæg i Berlingske 16. juli 2016