Nyheder

OBS – du finder ældre nyheder i nyhedsarkivet under emnerne træpolitik, skove, plantningskampagner, debat og diverse.

Seneste : 

Hjørring Kommunes metode for skovning og udtynding af læhegn

I de senere år har Hjørring Kommunes Park og Vej ladet foretage træfældninger og udtyndinger i bevoksninger med store skovningsmaskiner på offentlige arealer i Hjørring, Hirtshals og flere andre byer. Beboere bliver ofte rystede over den voldsomhed, som entreprenørens store maskiner farer frem med, men Park og Vej oplyser, at det nu engang er den måde, der foregår på i 2019 for at man kan overkomme at tage sig af de mange beplantninger på de offentlige arealer.

Når der skoves og tyndes ud i et område på den måde, skaber det ofte lidt røre. Kommunen har som regel en stram tidsplan når entreprenøren med maskinerne er i området, hvorfor der ikke altid er mulighed for at gå i dialog om enkelttræer, men når man kan nå det, orienterer man gerne berørte grundejerforeninger og borgere på forhånd.

Når maskinerne forlader et sted, ligger de fældede træer tilbage i store bunker. Træerne bliver lavet til flis og solgt til varmeværkerne, som foretrækker at bunkerne kan ligge og tørre en sommer over. Kommunen presser dog ofte på for at få dem væk inden sommeren, dels fordi de ikke er pæne at kigge på, og dels for at undgå at alt for mange dyr og fugle begynder at yngle i dem.

I Hirtshals er der planlagt en fornyelse af et gammelt læhegn af sitkagraner mellem villaområdet ved Nejstlunden og kolonihaveforeningen Bakkehøj, som bor til leje på kommunal grund.

FBL vil fra starten af 2019 og i de kommende år dokumentere denne proces fotografisk på denne hjemmeside under HIRTSHALS – Plantager og læhegn.

Red. / 4. marts 2019

Hvis vi skal kunne leve i byen, skal der gøres plads til bynatur

Kronik i Dagbladet Information af Danske Landskabsarkitekters formand, Susanne Renée Grunkin, skrevet på vegne af Green Cities for a Sustainable Europe. 28. januar 2019.

Økonomiske incitamenter står i vejen for, at plads til natur i byen prioriteres. Men det er kortsigtet, hvis arealernes værdi alene gøres op i etagekvadratmeter til boliger. Vi er nødt til at sørge for, at byggeri og bynatur er i bedre balance.

Vi oplever i dag en ulige kamp om pladsen i byen og en byudvikling med alvorlige konsekvenser. For der er stor risiko forbundet med at bygge så meget og så tæt. Både byens og borgernes sundhed er på spil.

 

Befolkningens voksende bekymring for klima og miljø kommer samtidig med, at antallet af os, der bor i
byerne, er kraftigt stigende. Vi bor tættere og tættere, og udkanten af byerne rykker stadig længere væk. Dermed også landskabet og naturen.

Det voldsomme pres på byerne er ikke set tilsvarende siden industrialiseringen, hvor voldene omkring
København opgav at holde stand mod den hastigt voksende befolkning. Hovedstaden voksede ud over landskabet, der blev til nye arbejderkvarterer som Vesterbro og Nørrebro. Nu er vi der igen. Denne gang ser vi ikke mindst, hvordan de danske byers havnesider bliver lukket til med nye, tætte bykvarterer.

Region Hovedstaden anslår, at der vil bo 120.000 flere i København allerede om ti år, mens Boligøkonomisk Videncenter har fastslået, at byer som Aarhus og Aalborg kommer til at opleve en befolkningstilvækst frem mod år 2040 på helt op til 25 procent.

Vi skal bo meget tættere på hinanden, for ellers kan vi simpelthen ikke være her. Det er en tendens, ingen er i tvivl om vil fortsætte. Bebyggelsesprocenten er skruet op på 185 i flere nye bykvarterer. Til sammenligning er tallet for en almindelig parcelhusgrund i Danmark 25-30. I byerne skal der samtidig være plads til veje, parkering, fortove og cykelstier. Det siger sig selv, at der ikke bliver meget til overs til hverken grønne overflader eller gadetræer.

Samtidig oplever vi skader efter ophobning af regnvand, der ikke kan sive naturligt ned der, hvor det lander. Vi må lede længe efter en solplet i byens rum. CO2-udledningen er kritisk. Vi rammes af sygdomme på grund af forurenet luft, og vi mærker stress og følgesygdomme ved for lidt motion og bevægelse i det fri.

Det er en bekymrende udvikling for os og for de nye generationer.

Bynatur er en del af løsningen.

Vi skal ikke kun kunne bo i byen. Vi skal også̊ kunne leve i byen.

At give plads til mere bynatur er en del af løsningen på et sundt byliv i sunde byer. Ud over at anvende det grønne til rekreation og forskønnelse af byerne, så betyder bynatur, at det grønne også̊ bliver anvendt strategisk til at tilpasse byen til fremtidens vejr, til at styrke biodiversiteten, til at forbedre mikroklimaet, mindske luftforureningen og til at skabe de bedste rammer for et sundt og aktivt byliv.

Med en mere offensiv grøn byudvikling kunne vi på én gang håndtere regnvandet forsvarligt, forbedre
mikroklimaet i byens rum, nedsætte CO2-udslippet og skabe offentlige grønne miljøer, der fremmer både byens sociale fællesskaber og motiverer borgerne til mere motion og bevægelse i det fri med øget sundhed til følge.

Alene det at have flere træer i byerne gør, at vi kommer problemer med golde byrum, hårde slagskygger og kastevinde til livs, fordi vi udnytter træernes nedkølende, vandsugende, let skyggende, luftrensende og lægivende egenskaber.

Alle tal peger på, at når vi sikrer flere grønne kvadratmeter i byerne, da opnår vi sundere, smukkere, mere behagelige, attraktive og mere økonomisk bæredygtige byer:

  • Eksempelvis bruger fire gange så mange borgere et grønt område dagligt, hvis det ligger inden for en afstand af 300 meter til hjemmet, end hvis det ligger 300-1000 meter væk.
  • En stor trækrone har større værdi end trækronerne på ti små nye træer både i forhold til biodiversitet og tilbageholdelse af CO2.
  • Værdien af et hus stiger med op til ti procent i gennemsnit for hver ekstra ti hektar park eller bynært naturareal, der findes inden for 500 meters gangafstand.

Ulige kamp om pladsen

Men vi står over for et dilemma. Som det bliver konkluderet i bogen Sæt pris på naturen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, der udkom i sommeren 2018:

»Når frie grønne arealer taber til andre typer af arealanvendelse, så er en af årsagerne, at grønne områder ikke på samme måde udgør en økonomisk værdi. Boliger og parkeringspladser handles på et marked, men det gør grønne områder ikke«.

Åbenlyse økonomiske incitamenter står i vejen for, at plads til natur i byen prioriteres. Men det er en kortsigtet tænkning, hvis arealernes værdi alene gøres op i etagekvadratmeter til boliger og erhverv.
De ’ubebyggede arealer’, vi inddrager til tæt byggeri, har også̊ en grøn værdi og effekt, som vi mister uden at erstatte den.

Carlsbergbyen i København og godsbanearealet i Aarhus er aktuelle eksempler: Hvor hele Carlsbergbyen var præget af bryggerens interesse for botanik og eksotiske træer, så er Godsbanearealet i Aarhus præget af rå, selvgroet natur efter i årevis at have været i fred uden indgreb. Begge steder repræsenterer bynatur med egen værdi.

Men bynaturen er også̊ udfordret, fordi præmisserne for byggeri og for bynatur er så forskellige.

Hvor det byggede miljø hurtigt står klar til brug som svar på efterspørgslen og meget hurtigt leverer økonomisk gevinst, så er naturen i byen en sårbar størrelse, som vi endda må passe ekstra godt på de første år, og som ikke umiddelbart kan tilbyde indtjening. Eksempelvis varer det op til 20-40 år, før et træ bliver stort nok til, at vi kan gå under trækronen og sidde i skyggen af det.

Og desværre er træers levetid i stressede bymiljøer nu nede på cirka 40 år og stadig for nedadgående. Det bidrager også til, at udsigterne for bynaturen er ringe – hvis ikke vi giver plads til den.

Frederiksberg Kommune er begyndt at anvende træer strategisk i kampen mod skybrud. I Københavns Kommune har man udarbejdet en strategi for bynatur. Men hvad hjælper forsøget på at plante flere træer i byen, når man samtidig fælder stadigt flere af de eksisterende træer?

Alene i Carlsbergbyen har man allerede fældet 177 bevaringsværdige træer til fordel for byggeri – ud over alle de træer, som ikke var konstateret bevaringsværdige. Og ved havnefronten på Aarhus Ø efterspørger borgerne parker, og de spørger bekymret, om vi mon står med en ghetto om 40 år?

Kampen om pladsen synes tabt til det byggede miljø.

Behov for balance

Der er ingen tvivl om, at byen kræver boliger. Men der er heller ikke tvivl om, at hvis vi alle sammen vil have en by, som vi også̊ kan holde ud at være i om 20 år, er vi nødt til at sørge for, at byggeri og bynatur er i bedre balance. Det bliver en usund by, når vi bygger for tæt uden også̊ at prioritere grønne områder, der naturligt kan ruste os mod klimaforandringer og samtidig kan give os borgere et sundere byliv. Det bliver en usund by, når vi ikke prioriterer langsigtede løsninger og ser udfordringerne i en helhed.

Og tidsperspektivet er slående. Et træ kan leve i op til 200 år. Den gennemsnitlige levetid for mennesker er cirka 80 år. Levetiden af beton i nybyggeri er 50 år ifølge garantien.
En politiker bliver valgt for fire år ad gangen, mens vi, der oplever konsekvenserne og bekymrer os for klima og miljø, har brug for flere grønne kvadratmeter nu.

Susanne Renée Grunkin

Red. / 8. februar 2019