– dem der stod der og dem der står der
Oprindelig lå kirkegården omkring Sct. Catharinæ kirke, på samme måde som den ligger omkring Sct. Olai og Sct. Hans kirker. I 1821 blev den nedlagt til fordel for en ny kirkegård umiddelbart nord for Sct. Hans kirkegård. I 1927 blev kirken udvidet til den størrelse den har i dag. Nu ser man blot diget omkring kirken og den grønne plæne. Syd for kirken er der dog stadig 4 store gamle lindetræer, storbladet lind. Oprindelig var der ligeledes lind langs Vestergade. De er fjernet og der er genplantet med en sort der hedder ‘Rancho’. En sort af småbladet lind, der skulle være velegnet som bytræ. Den får en smal krone og bliver knap så høj som den almindelige småbladet lind (Tilia cordata).
Småbladet lind syd for Sct. Cathrinæ kirke, oktober 2013.
Lindetræerne vest for kirken klarer sig derimod rigtig godt, ja det gør de fire gamle mod syd også, så dem må vi beskære let hvert år og især alle de skud, der kommer fra bunden af træerne, skal holdes borte, så hvert træ fremstår rent og enkelt. Dog skal de fire gamle fremstå med en samlet karakteristisk krone. Den naturlige vækst for en lind er en hjerteformet krone, spids i toppen og bred og rund for neden. Mange træer er plantet som lynafledere, på samme måde som træer blev plantet som lynafledere op ad ejendomme med stråtag. Derfor blev mange også stynet, som det ses på asketræet øst for kirken. Det har næsten vokset sig op ad jorden og står på en lille forhøjning, til gene for kirken. Derfor er det da også besluttet at fælde træet, fjerne roden og den lille forhøjning og så græs i stedet.
Oprindelig stod der rønnetræer ved parkeringspladsen ved kirkens tårn, men de var blevet trætte. Dels af ælde, dels af forkert beskæring så råd og andre svampe angreb dem. Så nu er de fjernet og kirken er blevet mere synlig.
På plænen umiddelbart nordvest for kirken står der en stor ahorn. Den skygger meget og skyggen giver anledning til øget algevækst på kirkens tag og blade i tagrenden, så der er delte meninger om den bør fældes eller ej.
Den gamle Kirkegårds træer
– og dengang den store elm blev syg
Der er tre adgangsveje til den gamle kirkegård. Ved alle tre stod der oprindeligt store gamle elm. Elmesygens hærgen har taget livet af dem, og kirkegårdens medarbejdere har fældet dem, så de har givet varmen flere gange. Dels ved at de skulle fældes, dels saves og kløves og sidst, men ikke mindst – i brændeovnen. Den største stod ved stien til Nørregade og blev fældet med hjælp af en træklatrer. Stykke for stykke blev træet skåret ned oppefra, så der til sidst kun stod den store tykke stamme tilbage. Den blev lagt ned og kørt ud til træskærer i Sønderlev.
Alleer af grønne søjler, som er klippede lærk.
Parti fra kirkegården ved sti fra Nørregade.
Langs Kirkegårdsvej var der en hel tæt række elm, blandet med selvsåede ahorn. Da elmene gik ud, blev alle træerne fældet på samme måde, som det var sket i østsiden ned mod Nørregade. Her blev træerne erstattet med nye asketræer, der i dag er flotte, regelmæssige træer formet ved korrekt træpleje og beskæring. Kronerne løftes ganske langsomt op, så der skabes plads og lys under træerne.
Da der skulle plantes nye træer i vest siden langs Kirkegårdsvej, skulle det også være ask, men nu var der dukket en ny trussel op. En svampesygdom der tager livet af ask. Grenene tørrer ind, visner og dør. Så valget blev et andet. Nu er der plantet en række af naur, et lille hårdført træ, med en regelmæssig krone.
Selv om det er et vindfør træ og bliver brugt som hækplante, så kan man godt se, at de træer, der står lige over for kapellet, hvor vinden har frit spil, ikke bliver så frodige som de, der står lidt i læ.
På selve kirkegården er der mange gamle træer fra de udgåede gravsteder, især stedsegrønne planter, som taks, cypres og thuja. Sidstnævnte er det latinske navn, det danske er livstræ. Tankevækkende, at det netop er livstræet, der er plantet som hækkene på kirkegården. Alléerne er lærk, der er klippet, så de står som søjleformede planter. Lærk er foruden taks og sitkagran et nåletræ, der tåler hård beskæring og er i stand til at bryde på gammel træ. Det vil sige, at har man et gammelt lærketræ, så kan det beskæres helt ind til stammen og endda blive grøn igen.
Træerne på Hjørring kirkegård
– er der tre kategorier af
Den første kategori er de træer, der oprindeligt er plantet omkring og på kirkegården. De mest markante er de
bøgetræer (Fagus silvatica) langs kirkegårdsvej, i nordsiden og ned foran det gamle kapel. De omkranser den del af kirkegården, der er taget i brug i 1869, og er formentlig fra den tid. Hvis træer kunne tale, kunne de fortælle meget, men det vi kan se er, at træplejen har de ikke haft det godt med. Nok er de gamle, men affældige er de blevet af forkert beskæring. Råd og andre svampe har gjort træerne svage, og derfor er der gennem tiden fældet af træerne. Trærækken har formentlig været som langs Kirkegårdsvej. Lindealleen (Tilia platyphyllos) langs midtervejen på kirkegården er blevet meget synlig, nu hvor der er sat låge i muren. I forbindelse med ombygningen af krematoriet i 1996/97 blev der åbnet ud til Kirkegårdsvej, og de knudebeskårede lindetræer er blevet meget markante. Atlascederne (Cedrus atlantica) op mod det gamle kapel og ikke mindst lærkene (Larix leptolepis) i samme område er beskåret kraftigt, så de danner tætte kroner. Cederne er stammet op og står med store kuplede kroner, medens lærkene står som høje cylindre og danner espalier på begge sider af vejen, der krydser cederalleen. Begge træarter kan beskæres kraftigt og minder meget om hinanden. Lærken er dog løvfældende og cederen er stedsegrøn.
Række af store bøg langs kirkegårdens
nordside, næsten 150 år gamle.
Stynede lind langs kirkegårdens midtervej.
Gruppe af høje blodbøg. Bagved en kort allé af avnbøg.
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxMen der er flere træer, der hører til den første kategori. Der er mange solitære træer rundt om på kirkegården, der bemærker sig ved sin størrelse og regelmæssige krone. Ved det gamle kapel står der en stor hestekastanje (Aesculus hippocastanie). Selv om elledningerne, der forsynede det gamle kapel, tidligere gik lige igennem kronen, så står træet nu stort og flot og giver mange børn med forældre eller bedsteforældre mulighed for, at samle de skinnende blanke kastanjer. Et flot syn er det også hen på efteråret, når træet står med gyldengult løv og især, hvis vi ikke får efterårsstorm. Kommer der derimod en gang nattefrost, efter høstfarverne er kommet, så daler bladene ned og lægger sig som en stor dyne under træet. Andre steder står der røn (Sorbus aucuparia), løn (Acer platypyhlla) og ikke mindst de fire blodbøge (Fagus silvatica ‘Atropurpurea’) lidt nord for indgangen fra Gl. Løkkensvej. Her var der oprindeligt et lille rundt bed midt mellem dem, men det har træernes tætte kroner for længst taget livet af. Under bøg kan intet klare sig. Det kender vi da også fra bøgeskovene, hvor kun anemonerne kan nå at blomstre inden bladene kommer og lukker al lys ude. De visne blade ligger i et tykt lag under træerne. Bladene giver da også mange udfordringer, på kirkegården, ja nogle vil sige “gener”, især for de gravstedsejere, som selv vedligeholder deres grave. På den anden side, så er det de store træer, der er med til at give karakter på kirkegården og skærme for vind og vejr. Træerne er markeret på kortet over kirkegården.
Den anden kategori er de træer der oprindelig er plantet som små planter på et gravsted. Gravstedet er for længst nedlagt efter at have stået i mange år, og de træer der har fået lov at vokse sig store, har fået en værdi for kirkegården. I kirkegårdens vedtægter står der, at der ikke må plantes buske og træer der bliver store. Men der står også, at store træer ikke må fjernes, hvis de er med til at give kirkegården karakter. Modstridende, men godt for kirkegården. Især mange “kirkegårdsplanter” som taks, thuja og cypres er der mange af, men også hønsebenstræ (Thujopsis dolobrata) er at finde i en anselig størrelse. Et andet sted står der en abernes skræk (Araucuparia) der med sine sylespidse nåle/blade er en hver abes skræk at slynge sig i. (Vi har da heller ikke aber på kirkegården.) Planten er stedsegrøn og vidner om, at Hjørring er et lunt sted, for det er absolut på sin nordgrænse. På Trutbakken står der en udgået hængeelm (Ulmus glabra ‘Pendula’). Kun den tykke stamme og de afbarkede grene står tilbage og vidner om en statelig plante, der kunne gemme en hel skoleklasse eller et konfirmandhold under sin brede hængende krone, der gik helt ned til jorden. Elmesygen tog den som alle de andre elm, men den har fået lov at stå som en skulptur, så længe det varer. Elmetræer, der har været angrebet af elmesyge, bliver nedbrudt i veddet og bliver meget skrøbelige, de brækker let og kan være til fare med deres nedfaldende grene. Andre steder bør syge elm fældes snarest for at undgå fare. Andre steder på kirkegården kan man møde sørgebirk (Betula youngii) med sin paraplyformede krone og hængeask (Fraxinus exselsior ‘Pendula’). Mange ask bliver angrebet af svamp og bliver toptørre, visner i store grenpartier og går ud. Så nyd dem, så længe vi har dem.
Abernes skræk (Aucuparia). Stort birketræ.
Den tredje kategori er de selvsåede, de sejlivede, der har valgt os, og vi har tilladt dem. Kirkegårdens størrelse og “vilde” udseende har givet mulighed for at træer så at sige har kunnet snige sig ind. Det gælder især ahorn; men også røn, lind og naur er blandt de træarter, vi møder lidt umotiverede, men de er trods alt med til at give kirkegården karakter. Birketræerne er også i denne kategori, de står de mest mærkelige steder rundt om på kirkegården og hører efter min mening ikke hjemme på en kirkegård. Men nu er de her og “man fælder ikke bare de store træer”. På Trutbakken har vi lige ryddet op her i oktober 2013, og frem er der kommet de flotteste birketræer! Det er nu nok hængebirk (Betula verrucosa ‘Tristis’), og så er det et plantet træ og hører til den første kategori.
Helt uden for kategori er træerne i Urnelunden. Gå på opdagelse især om foråret, så overvældes man næsten af blomstringen på japansk kirsebær, guldregn og magnolia, spændende bladformer på tulipantræet og lange rakler (hunblomsterne) fra den store ægte kastanje. Om efteråret er der et væld af høstfarver på de samme træer, men også hjertetræerne, der står med bronzefarvet til gulerodsfarvet løv i nordsiden af urnelunden og ikke mindst vandgranen på bredden af søen.
Vandgranen har en fantastisk flot stamme med brun korkagtig bark. Ikke bare køn at se på, men også skøn at røre ved. Tag et kik over bøgehækken ind i Ajs Dams have, her er der mange skønne træer.
Kirkegårdsleder Allan Vest, oktober 2013.
Vandgran ved søen i Urnelunden.